Anklager kræver adgang til Weinstein-dokumenter efter sexanklager

Flere kvinder har beskyldt Hollywood-producenten for seksuelle overgreb.

Harvey Weinstein selv afviser alle anklagerne mod ham. (Foto: © YANN COATSALIOU, Scanpix)

New Yorks statsanklager vil nu have undersøgt, om Hollywood-producenten Harvey Weinstein har forgrebet sig seksuelt på sine medarbejdere.

Det oplyser Eric Schneiderman, som er demokratisk statsanklager i den amerikanske delstat, ifølge nyhedsbureauet AP.

Det sker, efter at en lang række skuespillerinder i de seneste uger har anklaget den Oscar-vindende producent for alt fra seksuel chikane til voldtægter.

Der er tale om en såkaldt borgerrettighedsundersøgelse af The Weinstein Company, som Harvey Weinstein selv var med til at stifte, og som har sit hovedkontor i New York.

Eric Schneiderman vil have klarlagt, om der er nogle af medarbejderne i firmaet, som Harvey Weinstein blev fyret fra 8. oktober i år, som har været udsat for chikane eller diskrimination.

Statsadvokaten har bedt om at få adgang til alle dokumenter og arkiver i filmselskabets afdeling i delstaten.

Sagen begyndte at rulle i begyndelsen af måneden, da flere skuespillerinder, heriblandt Oscar-vindere som Gwyneth Paltrow og Angelina Jolie, kunne fortælle om, hvordan manden bag film som 'Shakespeare in Love' og 'Den Engelsk Patient' havde udsat dem for seksuel chikane.

Det fik efterfølgende flere skuespillerinder til at fortælle om lignende sager, og flere fortalte, at de var blevet voldtaget af producenten.

Harvey Weinstein selv nægter sig skyldig i anklagerne.

Men tidligere på måneden kunne The New York Times fortælle, at Harvey Weinstein over tre årtier har indgået otte forlig med kvinder, som har anklaget ham for uønsket seksuel kontakt og sexchikane.

Politiet i Los Angeles har ligeledes indledt en efterforskning af beskyldninger om et seksuelt overgreb begået af filmproducenten Harvey Weinstein i 2013.

Derudover efterforsker myndighederne i London også gamle sager om sexanklager mod Harvey Weinstein