Supertyfonen Lan truer japansk valgdeltagelse

Trods en dårlig vejrudsigt ser Japans siddende premierminister, Shinzo Abe, ud til at genvinde posten søndag.

I Japan har en kraftig tyfon skabt bekymring for lavere deltagelse i søndagens valg.

Supertyfonen Lan, der beskrives som meget stor og meget stærk af Japans meteorologiske myndigheder, blæser med vindhastigheder på op til 252 kilometer i timen syd for landet.

Meteorologer forudser, at der vil feje en stærk blæst og massiv regn ind over store dele af Japan i løbet af søndag.

En tyfon opstår i områder med lavtryk over havet, og hvor vandets temperatur er omkring 26-27 gader, så der sker en høj fordampning.

Den varme luft stiger opad, og der opstår kraftige tordenskyer, som giver voldsom regn og meget kraftige vinde.

Mens vejrudsigten er dårlig, ser meningsmålingerne noget bedre ud for den siddende premierminister, Shinzo Abe, og partiet Det Liberale Demokratiske Parti (LDP).

Abes koalition står til at vinde omkring 300 af de i alt 465 sæder i parlamentets underhus.

Hvis han genvælges som premierminister, vil det være hans fjerde regeringsperiode. Dermed står den 63-årige premierminister til at blive en af de længst siddende i efterkrigstiden.

Shinzo Abe vil lægge pres på Nordkorea

Abe har blandt andet afgivet et løfte om, at han vil beskytte det japanske folk fra truslen i Nordkorea.

- Det er den regerende blok, der kan beskytte folks liv og forsvare vores glade livsstil, siger premierministeren til vælgere, der var mødt frem trods regnen.

Det er en klar reference til Nordkorea, som har affyret to missiler over landet.

Shinzo Abe har indtaget en krigerisk stilling over for Nordkorea og understreget, at der skal lægges et stort pres på regimet.

I løbet af den korte valgkampagne - den har varet 12 dage - har premierministeren gentagne gange skældt ud på det isolerede styre vest for Japan.

Det var netop Nordkorea, som Abe brugte som argument for at udskrive valg et helt år før tid.

- Vi må ikke bukke os for Nordkoreas trusler. Derfor opsøger jeg et nyt mandat fra folket. Og med det vil jeg modarbejde Nordkorea med stærkt diplomati, sagde han på et pressemøde.

Mens der ikke er så megen spænding omkring det overordnede resultat, bliver der holdt øje med, hvorvidt Abes koalition kan beholde deres flertal på to tredjedel i underhuset.

Det er vigtigt, fordi Abe dermed kan foreslå ændringer i landets forfatning, der de facto begrænser militæret, til kun at kunne udøve selvforsvar.

/ritzau/AFP