Trump føjer Nordkorea og Venezuela til udvidet indrejseforbud

Donald Trumps administration har udarbejdet ny liste med otte lande, der vil være omfattet af indrejseforbud.

USA vil fremover forhindre statsborgere fra Venezuela, Nordkorea og Chad at rejse ind i landet.

Det oplyser præsident Donald Trumps administration.

Administrationen har udarbejdet en ny liste på i alt otte lande, der vil være omfattet af indrejseforbuddet.

Det drejer sig ud over de tre ovennævnte lande om Syrien, Yemen, Somalia, Iran og Libyen.

Udviddet forbud

De nye regler træder efter planen i kraft 18. oktober. Listen er en revideret version af et tidligere indrejseforbud, der blev udfordret ved flere domstole.

Tidligere var indrejseforbuddet kun rettet mod lande med overvejende muslimske befolkninger. Med tilføjelsen af Nordkorea og Venezuela har Donald Trumps administration nu udvidet forbuddet.

- Nordkorea samarbejder ikke med USA's regering på nogen måde og undlader at opfylde kravene om udveksling af oplysninger, lyder begrundelsen fra Det Hvide Hus.

En talsmand for Det Hvide Hus erkender over for nyhedsbureauet Reuters, at antallet af nordkoreanske statsborgere, der rejser til USA, er forsvindende lille.

/ritzau/Reuters