Frankrig vil oprette asyl-hotspots i Libyen

Præsident Macron vil behandle asylansøgeres sager i Libyen for at begrænse migrationsstrømmen til Europa.

Emmanuel Macron håber, at tiltaget vil være med til at stikke en kæp i hjulet for menneskesmuglere, der holder til i regionen. (Foto: © Michel Euler, Scanpix)

Allerede denne sommer vil Frankrig oprette centre i det nordafrikanske land Libyen, som skal hjælpe og rådgive migranter og flygtninge.

- Idéen er at skabe hotspots for at forhindre folk i at tage vanvittige chancer, når de ikke alle kan komme i betragtning til at få asyl. Vi kommer til dem, siger Macron ifølge BBC.

Han præsenterede sin nye plan under et besøg på et flygtningecenter i det centrale Frankrig.

Macron sagde også, at mellem 800.000 og én million flygtninge og migranter allerede befinder sig i lejre i Libyen med blikket rettet stift mod Europa. Men mange af dem har ikke ret til asyl.

Derfor advarede Macron i samme ombæring om, at de mennesker, der flygter fra fattigdom og ikke krig og ødelæggelse, vil blive slemt skuffede.

- Intet land kan tage imod alle de økonomiske migranter, siger han.

Den franske præsident håber, at tiltaget vil være med til at stikke en kæp i hjulet på menneskesmuglere, der holder til i regionen.

En stor del af de afrikanske migranter og flygtninge, der forsøger at komme til Europa via Middelhavet, sejler ud fra Libyens kyster. Ofte i synkefærdige skuder, som de betaler menneskesmuglere en formue for at få en plads om bord på.

Ifølge FN er flere end 110.000 migranter fra Nordafrika og Mellemøsten ankommet til Europa i år.

Det anslås, at flere end 2.300 mennesker er druknet i forsøget på at nå Europa. Det viser en opgørelse fra Den Internationale Organisation for Migration (IOM).