Tørke i Italien: Nu risikerer vandhanerne i Rom at blive lukket

Vandet i den italienske hovedstad kan blive rationeret fra i morgen. Så må flere kvarterer leve uden vand i op til otte timer ad gangen.

En vandfontæne ved Peterskirke i Rom er lukket på grund af alvorlig tørke i Italien. Nu truer en egentlig vandrationering i den italienske hovedstad, og det kan ramme op til 1,5 millioner romere. (Foto: © Andreas Solaro, Scanpix)

Et knastørt forår kan nu tvinge omkring 1,5 million indbyggere i Rom på ufrivillig vandrationering. Allerede fra i morgen kan folk opleve, at der ikke er vand i hanen i otte timer ad gangen.

Det er selskabet Acea, der forsyner Rom med vand, som foreslår at tage de drastiske midler i brug. Årsagen er, at myndighederne i Lazio-regionen har forbudt Acea at tappe mere vand fra Bracciano-søen 40 kilometer fra Rom.

Søen leverer en del af vandet til Rom, men vandstanden i søen er faldet alt for meget på grund tørken, siger myndighederne.

Den beslutning bryder Italiens sundhedsminister, Beatrice Lorenzin, sig ikke om. Hun siger, at det kan få alvorlige følger for folkesundheden, hvis vandet bliver rationeret.

- Det kan skade hygiejnen alvorligt, siger hun og peger på hoteller, restauranter og offentlige kontorer.

Håber på en løsning

Acea og Lazio-myndighederne arbejder stadig for at finde en løsning. Men hvis rationeringen træder i kraft, vil det ramme mange.

- Vi kan ikke lave kaffe, vi kan ikke lade folk bruge toiletterne, vi kan ikke vaske op eller noget. Det ville være et stort tab, siger en barejer til italiensk tv.

Der er nu så lavvandet i Bracciano-søen nær Rom, at de lokale myndigheder har stoppet for, at søen kan levere mere vand til hovedstaden. Derfor risikerer romerne nu at komme på vandrationering. (Foto: © tony Gentile, Scanpix)

Romerne kan allerede se følgerne af tørken. Roms borgmester lukkede i sidste måned alle offentlige drikkefontæner. De er kendt blandt de lokale som "nasoni" - næserne - og leverer rindende vand til både romere og turister.

I mandags meddelte Vatikanet, at det lukker hanen til 100 fontæner og springvand i solidaritet med bystyret i Rom.

Foråret i Italien har været det tredjetørreste i 60 år. Rom har kun haft 26 regnvejrsdage i de første seks måneder - sidste år var tallet 88 dage.

Landbruget lider også. Her er 60 procent af landbrugsområderne truet af tørke, og især mælke- og olivenproducenter samt vinbønder er ramt hårdest. Skaderne af tørken er foreløbig vurderet til at koste ca. 15 milliarder kroner.