Sverigedemokraterna er ikke tilfredse: Kræver endnu en ministers afgang efter it-skandale

Dagens regeringsrokade i Sverige er ikke nok for partiet, der også kræver forsvarsministeren afsat.

Sverigedemokraternas leder, Jimmie Åkesson, er gået sammen med Alliancen i Sverige, som består af fire borgerlige oppositionspartier, og har krævet tre ministre afsat efter it-skandale. (Foto: © TT News Agency, Scanpix)

Sverigedemokraternas leder, Jimmie Åkesson, meddeler på Facebook, at partiet fastholder sit krav om, at også den svenske forsvarsminister må træde tilbage som følge af en it-skandale i den svenske transportstyrelse.

Partilederen er langt fra tilfreds med, at statsminister Stefan Löfven har valgt, at kun indenrigsminister Anders Ygeman og infrastrukturminister Anna Johansson forlader regeringen på grund af sagen.

- Den totale mangel på selvkritik under pressemødet viser, at regeringen ikke forstår problemet og situationens alvor. Det rimelige havde været, at regeringen havde meddelt sin afgang på pressemødet. Sverige har i dag en regering, der bør tage fuldt ansvar, og vores krav om, at forsvarsministeren bør træde tilbage, står stadig klart, skriver han.

Heller ikke Kristdemokraterne, der er en del af Alliancen i Sverige, som består af fire borgerlige oppositionspartier, mener, det er nok, at de to ministre går af. Alliancen har med støtte fra Sverigedemokraterne krævet, at alle tre ministre skal forlade regeringen.

- Vores budskab gælder. Tilliden til forsvarsministeren er væk. Statsministeren tager intet ansvar - så vi kræver ansvar i Riksdagen, skriver partileder Ebba Busch Thor på Twitter.

Statsminister kalder kritik af forsvarsminister "useriøs"

Statsminister Stefan Löfven sagde på et pressemøde tidligere i dag, at han ikke mener, der er belæg for kritikken af forsvarsminister Peter Hultqvist. Han betegner mistillidsforslaget mod Hultqvist som "helt useriøst".

- Han er dybt respekteret i brede kredse og har opbygget et stærkt internationalt netværk, siger han.

Dagens regeringsrokade kommer efter en ugelang it-skandalesag i den svenske transportstyrelse, som Anna Johansson har det øverste ansvar for. Sagen handler om en it-udlicitering, der blev hastet igennem, og som førte til lemfældig omgang med fortrolige oplysninger og et muligt læk af personfølsomme oplysninger.

Den har udviklet sig så eksplosivt, at oppositionen har mistænkt regeringen for at have mørklagt sagens omfang.

Og i går valgte den borgerlige opposition i Riksdagen, kaldet Alliancen, med støtte fra Sverigedemokraterne at stille et mistillidsvotum mod tre ministre i regeringen og kræve deres afgang.

Der er tale om indenrigsminister Anders Ygeman, forsvarsminister Peter Hultqvist og infrastrukturminister Anna Johansson. Men det er altså kun Anders Ygeman og Anna Johansson, der forlader regeringen på grund af skandalen.

Som en del af regeringsrokaden ryger en tredje minister ligeledes ud af regeringen af helbredsårsager. Der er tale om sundhedsminister Gabriel Wikström, der har været sygemeldt siden maj.