Fransk journalist død af skader efter eksplosion i Mosul

54-årige Veronique Robert blev såret af landmine i Irak, og i dag døde hun på et hospital i Paris.

Den franske journalist Veronique Robert var en erfaren journalist og krigskorrespondent. Hun blev hårdt såret på vej ind i Mosul med irakiske elitestyrker. (Foto: © KARIM sahib, Scanpix)

Den fransk-schweiziske journalist Veronique Robert, som i mandags blev såret af en landmine i den irakiske by Mosul, er død på et hospital i Paris.

Det oplyser hendes arbejdsgiver France Television.

Den hårdt kvæstede Robert blev i første omgang opereret i Bagdad, inden hun natten til fredag blev fløjet til Paris.

Ved eksplosionen i Mosul døde hendes kollega Stephan Villeneuve og den irakisk-kurdiske journalist Bakhtiyar Addad.

Alle tre arbejdede for et produktionsselskab, der var i færd med at færdiggøre et indslag for nyhedsprogrammet Envoye Special. Det skulle have været bragt på kanalen France 2.

De var på vej ind i Mosul med irakiske elitestyrker, da landminen sprang.

Den 54-årige Robert var en erfaren journalist og krigskorrespondent. Hun havde specialiseret sig i konflikter i Mellemøsten, navnlig krigen i Irak.

/ritzau/