Korrespondent: Møgsagerne venter på Trumps bord

Efter rundrejse i Europa vender politisk lammet præsident hjem, fortæller Oliver Routhe Skov.

USA's præsident Donald Trump og førstedame Melania Trump er ankommet til Det Hvide Hus efter ni dages rundrejse til fem lande i Europa og Mellemøsten. Nu venter de hjemlige opgaver. (Foto: © Mandel NGAN, Scanpix)

Han har handlet våben i Saudi-Arabien, besøgt Grædemuren i Israel, talt dunder til de øvrige Nato-lande og splittet G7 i spørgsmålet om klimaaftalen.

Men efter ni dages rundrejser i Europa er det nu tid for USA's præsident Donald Trump at vende blikket mod de hjemlige politiske opgaver, og her venter der ifølge DRs korrespondent i USA, Oliver Routhe Skov, en lang række opgaver.

- Han har gang i en stor sundhedsreform, han har også bebudet en stor skattereform, og han er politisk stækket på grund af sagen om Ruslands indblanding i det amerikanske valg, fortæller DR's korrespondent.

FBI efterforsker svigersøn

Mens Trump har været væk, har de store amerikansk aviser baseret på flere lækager kunnet beskrive, hvordan presset på Trump stiger.

Senest har The Washington Post afsløret, at FBI nu efterforsker Trumps nok nærmeste rådgiver, svigersønnen Jared Kushner, og hans forbindelser til Rusland, fordi han har været i kontakt med blandt andre en russisk ambassadør og en bankmand fra Moskva, inden Trump blev valgt.

- Det har fuldstændigt lammet ham politisk. På den ene side er de her mange lækager,og på den anden side, at to udvalg i Kongressen og forbundspolitiet samtidigt undersøger hans administration og kontakten til russerne, siger Oliver Routhe Skov.

- Så det er ikke let at være Donald Trump. Slet ikke hvis han havde regnet med, at han skulle tage på europatur og score billige point. I stedet venter møgsagerne stadig på Donalds Trumps bord hjemme i Det Ovale Kontor.

Trump har scoret point hos basen

Både den europæiske og den amerikanske presse har været kritisk over for Trumps europæiske rundtur og beskrevet ham som uforberedt. Men det er ikke det indtryk, man sidder tilbage med i Trumps kerneland, eksempelvis i Kentucky, hvor DR's korrespondent befinder sig.

- Her æder hans tilhængere det råt, når Donald Trump kræver, at de andre Nato-lande skal betale mere i kontingent. De kan godt lide det, når han siger, at man ikke er sikker på, at USA vil opretholde Paris-aftalen om klimaet. Trump scorer point på nogle af de her ting blandt sine tilhængere. Han styrker sin base ved på denne måde at tage til Europa og sætte de europæiske ledere på plads, fortæller DR's korrespondent i USA.