British Airways flyver igen efter stort it-nedbrud

Flyselskabet håber at operere efter en ”næsten normal” tidsplan efter gårsdagens store it-nedbrud.

Et stort it-nedbrud i går efterlod tusindvis af rejsende strandet i de to store London-lufthavne Heathrow og Gatwick. (Foto: © DANIEL LEAL-OLIVAS, Scanpix)

British Airways meddeler, at selskabet i dag genoptager deres flyvninger fra London, og at man håber at kunne operere efter en noget nær normal tidsplan fra London-lufthavnene Heathrow og Gatwick.

Det skriver The Guardian.

Mange tusinde passagerer strandede i de to største lufthavne i London efter et stort it-nedbrud, der holdt alle British Airways-fly på jorden i går.

Nedbruddet kom på et ganske ubelejligt tidspunkt for rejselystne briter, der på grund af en helligdag mandag kunne have nydt en forlænget weekend uden for hovedstaden.

Problemerne begyndte lørdag formiddag, hvor passagerer ikke kunne checke ind på selskabets app til telefoner, på hjemmesiden eller ved skrankerne i lufthavnen.

Herhjemme blev mindst tre afgange fra København og Billund også berørt af it-nedbruddet.

British Airways beklager på sin hjemmeside over for de tusindvis af kunder, der blev berørt, og tilbyder kunderne pengene tilbage eller en ombooking af billetten hurtigst muligt.

Kompliceret puslespil

Selskabet oplyser, at man har omrokeret fly i løbet af natten for at kunne gennemføre så mange flyvninger som muligt i dag.

Men det kan sagtens tage nogle dage, før driften er tilbage på et normalt niveau.

- Generelt handler det om, at fly og personale skal være der, hvor man efter planen skulle have været i dag. Og det kan være vanskeligt at få kabalen til at gå op hurtigt.

- Derfor kan det godt tage nogle dage, før trafikken er normaliseret, når sådanne uforudsete problemer rammer, siger Kasper Hyllested, pressechef hos Københavns Lufthavne.

Der blev i går spekuleret i, om hackere stod bag det store it-nedbrud, men det afviste British Airways i går.

- Vi mener, at hovedårsagen er et problem med strømtilførslen, og vi har ingen beviser for noget cyberangreb, sagde Alex Cruz, direktør for British Airways, i en video på Twitter.

https://twitter.com/British_Airways/status/868520211976212480