Malmøs borgmester svarer igen: Våben, narko og bander kommer via Danmark

Danske politikere frygter, at Malmøs vold vil brede sig til København.

Bydelen Rosengård er et af de steder, der var været ramt af flere skudepisoder. (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)

- Når vi ser, hvad der sker i Sverige, så sidder vi alle sammen og siger: Hold da op, kan det ske her?

Sådan sagde justitsminister Søren Pape (K) i dag i et samråd om situationen i Malmø, hvor han kædede problemerne sammen med Sveriges udlændingepolitik.

Nu svarer Malmøs borgmester, Katrin Stjernfeldt Jammeh (S), ifølge Expressen igen.

- Fik kaffen galt i halsen under radioavisen i morges. Den danske regering skal redegøre for Folketinget, hvordan de vil forhindre svensk kriminalitet i at komme til Danmark, selv om dansk politi har sagt, at der lige præcis ikke er fare for det, skriver borgmesteren på Facebook.

Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, mener, at udviklingen i Malmø er dybt bekymrende, og derfor havde hun kaldt ministeren i samråd for at få svar på, om kriminaliteten kan brede sig over grænsen til Danmark.

Byen, der ligger 20 minutters kørsel fra København, er kun på størrelse med Aarhus, men den har alligevel oplevet en serie af skuddrab de seneste år, men der er en forbindelse til Danmark, lyder det fra borgmesteren i Malmø.

- Vi ved, at indsmugling af våben, narkotika, illegal spiritus og anden kriminalitet er massiv via Danmark til Skåne og videre til resten af Sverige, skriver hun.

- Vi ved, at flere organiserede bander som rockere kommer til Sverige fra Danmark.

- Løsningen er ikke mere vrøvl

Justitsministeren sagde på dagens samråd, at dansk politi er opmærksom på udviklingen, men at man ikke oplever en sammenhæng mellem kriminaliteten i Malmø og København.

Alene i år er seks personer blevet dræbt i den sydsvenske by, og der har været flere skudepisoder.

Men løsningen er ikke ”mere vrøvl”, siger Malmøs borgmester.

- Løsningen er mere samarbejde, udveksling af erfaringer mellem regeringerne og mellem myndighederne.

Borgmesteren bakkes op af Malmøs politichef, Stefan Sintéus.

https://twitter.com/Stefan_Sinteus/status/857172632248233986

Danmarks-korrespondent for Sveriges Radio, Samuel Larsson, siger til Ritzau, at det danske fokus på Malmø vækker opsigt i Sverige.

- Det vækker naturligvis opmærksomhed i Sverige, at danskerne udtrykker uro for kriminaliteten i Malmø.

- De svenskere, som mener, at kriminalitet har med den historiske udlændingepolitik at gøre, ser Papes udtalelser som en bekræftelse af deres verdensbillede. Så det vækker ganske stor opmærksomhed, siger Samuel Larsson.

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, siger ifølge Ritzau, at situationen hænger sammen med Sveriges udlændingepolitik.

DRAB I MALMØ

  • 2017:

  • 30. marts: En 23-årig mand bliver skudt og dræbt i Rosengård. Manden er vidne i sagen om en dræbt 16-årig og har tidligere overlevet et andet drabsforsøg.

  • 4. marts: En mand bliver dræbt og en anden hårdt kvæstet i en skudveksling på Kronetopsgatan. Ingen personer er ind til videre anholdt i sagen.

  • 12. februar: En mand i 20'erne bliver ramt af skud foran en restaurant i Malmø. Han blev siden erklæret død af sine kvæstelser på hospitalet.

  • 29. januar: En 44-årig mand bliver dræbt af knivstik.

  • 12. januar: En 16-årig dreng bliver fundet såret af skud. Kort efter dør drengen af sine kvæstelser. Det vides ikke, om han har forbindelse til bandemiljøet.

  • 3. januar: En 22-årig mand bliver dræbt i bydelen Fosie.

  • 2016:

  • 8. december: En mand omkring 25 år bliver findes skudt og dræbt i Munkhättegatan.

  • 14. november: En mand i 30’erne bliver skudt og dræbt i en port i bydelen Seved.

  • 13. november: En 41-årig mand bliver fundet død i sin bil i Västra Hamnen.

  • 2. november: En 20-årig mand bliver skudt og dræbt på Annelundsgatan i Malmø. Ingen er pågrebet i sagen.

  • 25. september: En 19-årig mand bliver dræbt efter en biljagt. Tre andre bliver skudt, ingen anholdte.

  • 19. september: En 16-årig flygtningedreng bliver fundet dræbt ved en kompostbunker på Ostra kyrkogaården. Seks personer er anholdt i sagen.

  • 22. juni: Politiet mener, at en 51-årig mand her blev bortført og dræbt. En mand, der tidligere har været mistænkt for drab, sidder varetægtsfængslet i sagen.

  • 12. april: En 39-årig mand bliver skudt og dræbt i en baggård. Han er svensk statsborger, men bor i udlandet. Han er ikke tidligere kendt af politiet.

  • 9. marts: En 22-årig mand bliver skudt og dræbt på en parkeringsplads i bydelen Nydala.

  • 29. februar: Et 30-årigt bandemedlem bliver skudt og dræbt på en parkeringsplads på Lindängen i Malmø. Flere personer sidder fængslet i sagen.

Kilder: Sydsvenskan, Expressen.