Nye masseanholdelser i Tyrkiet: 803 arresteret i nat

De tilbageholdte anklages for at stå i ledtog med Erdogans ærkefjende, eksilprædikanten Fethullah Gülen.

De anholdte beskyldes for at stå i ledtog med eksilprædikanten Fethullah Gülen. (Foto: © © Charles Mostoller / Reuters, Scanpix)

I løbet af natten har de tyrkiske myndigheder arresteret 803 personer i en landsdækkende aktion. Det skriver flere tyrkiske medier.

Ifølge det statslige nyhedsbureau Anadolu Agency mistænker anklagemyndigheden i Ankara de tilbageholdte for at stå i ledtog med den tyrkiske prædikant Fethullah Gülen.

Aktionen skal primært have været målrettet ansatte i politiet.

Tyrkiets regering betragter den tidligere imam, som siden 1999 har levet i eksil i USA, for at være hjernen bag sommerens fejlslagne kupforsøg og betegner Gülen-bevægelsen som en terrororganisation.

Titusindvis anholdt

Siden kupforsøget er medier og skoler med tilknytning til Gülen-bevægelsen blevet lukket.

I samme periode er op mod 40.000 blevet anholdt, mens op til tre gange så mange offentligt ansatte, som beskyldes for bånd til terrorgrupper, er blevet afskediget.

Fethullah Gülen har tidligere været politisk allieret med præsident Recep Tayyip Erdogan.

Båndene mellem dem blev dog skåret endeligt over, efter eksilprædikanten i 2013 støttede en korruptionsundersøgelse af Erdogan og hans tætte samarbejdspartnere.

Den tyrkiske regering forlanger den tidligere imam udleveret til retsforfølgelse for en række anklager, mens Fethullah Gülen selv afviser meddelagtighed i kupforsøget.

Der er ifølge tyrkiske medier blevet udstedt arrestordre på yderligere op mod 200 personer i forbindelse med nattens aktion.

/DR Nyheder/