Tre år efter ulykke: Sydkorea hæver dødsfærge

304 mennesker døde, da færgen Sewol sank i 2014. Med bjærgningen håber man at finde de sidste ni savnede.

Efter planen skal skroget hæves 13 meter over havoverfladen og derefter flyttes over på et andet fartøj og fragtes til en nærliggende havn. (Foto: © handout, Scanpix)

En sydkoreansk passagerfærge, der for næsten tre år siden tog 304 mennesker med sig i døden, da den sank ud for landets sydvestlige kyst, er torsdag blevet bjærget.

Den 6825 ton tunge færge med navnet Sewol har siden 16. april 2014 ligget 44 meter under havets overflade.

Efterladte har krævet, at færgen bliver bjærget, således at der kan blive foretaget en mere grundig undersøgelse af katastrofen. Samtidig håber man at finde de sidste ni savnede.

- Vi kan ikke undgå at føle os rystede, når vi ser skibet blive hævet, siger Lee Kum-hee, hvis datter, Cho Eun-hwa, er blandt de ni.

- Min Eun-hwa har været inde i det beskidte sted. Min stakkels Eun-hwa. Det har været hjerteskærende at tænke på, hvor koldt hun har haft det, siger Lee Kum-hee grædende.

Arbejdet med at få det 144 meter lange skrog bragt op til overfladen begyndte sent onsdag aften.

Torsdag morgen viser tv-billeder taget fra luften det mudderbeklædte skrog bryde havoverfladen.

- Arbejdet skal gøres meget forsigtigt, siger Lee Cheol-jo, en embedsmand i ministeriet for hav og fiskeri, som er ansvarlig for operationen.

Efter planen skal skroget hæves 13 meter over havoverfladen og derefter flyttes over på et andet fartøj og fragtes til en nærliggende havn. Hele operationen kan tage op til 13 dage.

Sagen kort

Sewol kæntrede med 476 personer om bord 20 kilometer ud for Sydkoreas sydvestlige kyst 16. april 2014.

Af de i alt 304 døde var 250 elever, der var på lejrtur fra en skole i byen Ansan nord for landets hovedstad, Seoul.

Færgetragedien skyldtes efter alt at dømme en dødelig kombination af en alt for tung last, ulovlig ombygning af færgen samt sølle evner hos mandskabet til at styre fartøjet.

Flere besætningsmedlemmer, heriblandt kaptajnen, er siden blevet dømt for pligtforsømmelse og drab.​

/ritzau/Reuters