Trumps søn kritiserer Londons borgmester efter terrorangreb

Den amerikanske præsidents søn har tweetet en gammel udtalelse fra borgmesteren.

- Gør du grin med mig?!: Terrorangreb er en del af at bo i en storby, siger Londons borgmester Sadiq Khan, skriver Donald Trump Jr. på sin Twitter-profil. (Foto: © Nick Didlick, Scanpix)

Få timer efter at en gerningsmand dræbte fire personer og sårede mindst 40 ved det britiske parlament i London i går, kritiserede den amerikanske præsidents søn Londons borgmester, skriver BBC.

Kritikken faldt på det sociale medie Twitter.

- Gør du grin med mig?!: Terrorangreb er en del af at bo i en storby, siger Londons borgmester Sadiq Khan, skriver Donald Trump Jr. på sin Twitter-profil.

Præsidentsønnen henviser til en gammel artikel fra den britiske avis The Independent fra september sidste år. I artiklen udtaler borgmesteren sig dagen efter, at tre bomber eksploderede og sårede 29 personer i New York.

- Det er en del af at bo i en storby, at man skal være forberedt på de her slags ting, du er nødt til at være årvågen, udtalte Londons borgmester dengang til avisen.

Dårlig stil

Donald Trump Jr.’s umiddelbare reaktion på terrorangrebet i London har fået flere til tasterne i Storbritannien. Wes Streeting, der er medlem af det britiske parlament for partiet Labour, skriver på Twitter, at præsidentsønnen er en ”skændsel”.

https://twitter.com/wesstreeting/status/844628877909614592

USA’s præsident, Donald Trump, har også reageret på angrebet i London på de sociale medier. På hans Facebookprofil står der, at præsidenten har kondoleret i en telefonsamtale med Storbritanniens premierminister Theresa May.

Terrorangrebet i London

  • En gerningsmand kørte bevidst sin bil ind i fodgængere på Westminster Bridge, hvor tre omkom.

  • Herefter stak han en betjent ned ved parlamentet, inden han selv blev skudt og dræbt.

  • I alt blev fem personer inklusive gerningsmanden dræbt, og mindst 40 blev såret.

  • Storbritanniens premierminister, Theresa May, kalder angrebet "sygt" og gerningsmanden for "terrorist".

  • Politiet mener at kende gerningsmandens identitet, men de har endnu ikke offentliggjort, hvem han er.