Trumps seneste milliardærminister skal skabe hive nye jobs hjem

Wilbur Ross, der er også er kendt som "konkurskongen", er blevet godkendt af Senatet som ny handelsminister.

79-årige Wilbur Ross fik også flere demokratiske stemmer. (Foto: © Carlos Barria, Scanpix)

USA's præsident, republikanske Donald Trump, har fået endnu en minister på plads i sin regering.

Senatet har mandag ved en afstemning godkendt Wilbur Ross som ny handelsminister i USA.

72 af de 100 medlemmer i Senatet stemte for Trumps kandidat.

Dermed fik Ross også stemmer fra adskillige af forsamlingens demokratiske medlemmer.

Ross kommer blandt andet til at skulle tage sig af USA's forhandlinger med Mexico og Canada om frihandelsaftalen Nafta, som Donald Trump har krævet skal tages op til revision.

Den 79-årige Wilbur Ross kommer også til at lede genforhandlinger om handelsaftaler med Kina.

Wilbur Ross er endnu en milliardærminister

Efter at Donald Trump nominerede Ross til posten som handelsminister, blev han af politiske modstandere kritiseret for at hive endnu en rigmand ind i sin regering.

At Ross er milliardær harmonerer dårligt med Trumps løfter om, at hans regering vil fokusere på arbejderklassen, mener kritikere.

Wilbur Ross har skabt sig en formue ved at opkøbe skrantende virksomheder og fået dem til at blomstre gennem nedskæringer.

Den evne har blandt andet givet ham øgenavnet "konkurskongen".

Posten som handelsminister tiltrækker sig normalt ikke stor opmærksomhed i Washington.

Men Ross ventes at få en vigtig rolle at spille i bestræbelserne på at opfylde Trumps løfte om at bringe industriarbejdspladser tilbage til USA og få nedbragt det amerikanske handelsunderskud.

/ritzau/Reuters