Efter jordskælv og snefald: Italiens premierminister opfordrer til at 'fordoble indsatsen'

Redningsfolk arbejder på højtryk ved det hotel i Italien, der er blevet begravet af en lavine.

Ifølge det italienske civilforsvar var der omkring 30 gæster og ansatte på hotellet, der er fire etager højt, men ifølge flere medier har man indtil videre kun fundet ligene af tre personer. (Foto: © JOHN MacDougall, Scanpix)

Myndighedernes højeste prioritet er at nå de mennesker, der er lige nu er isoleret i byer og hjem, efter flere jordskælv og usædvanlig meget sne har ramt regionen Abruzzo i det centrale Italien.

Derfor opfordrer Italiens premierminister, Paolo Gentiloni, de forskellige aktører til at øge indsatsen i området. Det skriver nyhedsbureauet AP.

- Jeg beder alle, hvis muligt, om at fordoble indsatsen. Jeg beder politikere om at vise respekt for situationen og de vanskeligheder, den medfører. Og respektere indsatsen fra civile og militære redningshold, siger han på et pressemøde.

Sent i aftes ramte en lavine hotellet Rigopiano i byen Farindola, der ligger på bjerget Gran Sasso i regionen Abruzzo. Siden har redningsfolk forsøgt at finde overlevende.

Ifølge det italienske civilforsvar var der omkring 30 gæster og ansatte på hotellet, der er fire etager højt, men ifølge flere medier har man indtil videre kun fundet ligene af tre personer.

Mens redningsarbejdet står på både ved hotellet og i resten af området, har myndighederne fået kritik for at arbejde for langsomt. Ifølge AP har beboere klaget over, at de har været uden elektricitet i flere dage.

Derudover er redningsholdet ved hotellet blevet kritiseret for at sende folk for sent af sted til hotellet.

AP skriver, at Fabrizio Curcio, der er chef for redningstjenesten, forsvarer myndighedernes arbejde. Han mener, der bliver gjort alt det, der nu er muligt, når man står over for to svære situationer, hvor området både er blevet ramt af jordskælv og store mængder sne på samme tid.