Brand får Irans ældste højhus til at kollapse

Brandmænd var i gang med at slukke flammer, da bygningen styrtede sammen torsdag.

  • Bygningen Plasco ligger i den centrale del af Irans hovedstad, Theran. (Foto: © Str, Scanpix)
  • Brandmænd kæmpede med flammerne, før tårnet kollapsede. Der er meldinger om mange tilskadekomne. (Foto: © ABEDIN TAHERKENAREH, Scanpix)
  • Plasco blev bygget af den jødisk-iranske forretningsmand Habibollah Elghanian. (Foto: © ABEDIN TAHERKENAREH, Scanpix)
1 / 3

Irans ældste højhus i Teheran er torsdag styrtet sammen efter en voldsom brand. Det hele blev vist live på tv, mens brandfolk bekæmpede flammerne.

Mange meldes dræbt, herunder brandfolk, som kæmpede mod ilden. Op mod 200 er såret, skriver BBC.

Brandmænd var i færd med at slukke branden, da bygningen Plasco på 15 etager styrtede sammen. Det er uvist, om personer er omkommet.

Iranske medier rapporterer, at 30-40 brandfolk har fået skader under branden. Flere af dem er kørt til hospitaler.

Omkring 200 brandfolk var kaldt til opgaven.

Bygningen, der blev bygget i begyndelsen af 1960'erne, var blevet evakueret forinden. Der var både indkøbscenter og tøjbutikker i huset.

Plasco blev bygget af den jødisk-iranske forretningsmand Habibollah Elghanian.

Han blev anholdt for forbindelser til Israel og dømt til døden efter den islamiske revolution i 1979.

Plasco var det første rigtige højhus og indkøbscenter i Teheran. Det var byens højeste hus, da det stod færdigt i 1962.

Siden kom højhuset til at stå i skyggen af højere bygninger i den iranske hovedstad.

/ritzau/AFP