Redaktør: Lavineramt område er historisk plaget af jordskælv

22 gæster og syv ansattes skæbne er fortsat uvis, efter at en lavine har ramt et hotel på Gran Sasso-bjerget i Italien.

Mange frygtes dræbt, og omkring 30 personer meldes savnet af italienske myndigheder, efter at en lavine har begravet et hotel i det centrale Italien.

Der har historisk set været mange jordskælv ved bjergkæden, hvor hotellet ligger, fortæller redaktør ved DR’s udlandsredaktion, Niels Kvale.

- Det er et område, hvor man befinder sig i en form for nødtilstand på grund af tidligere jordskælv. Det skaber bekymring for, hvornår der kommer endnu et jordskælv, siger Niels Kvale, som også tidligere har været udstationeret i Italien.

Stor lokal erfaring

I 2009 blev regionen ramt af et voldsomt jordskælv, der kostede tusindvis af mennesker deres hjem. Over 300 mistede livet i jordskælvet. Også i efteråret blev området ramt af flere mellemstore jordskælv.

Derfor har redningsmandskabet, der ankom til hotellet på ski omkring klokken fire i morges, stor erfaring med at håndtere situationer, som den, der netop nu udspiller sig i Abruzzo-regionen.

- De italienske myndigheder og i særdeleshed dem, der har arbejder på de her egne har stor erfaring i jordskælv og ekstreme vejrforhold. Lige præcis opgaverne med det akutte redningsarbejde har myndighederne godt styr på, siger Niels Kvale.

Ligger ganske øde

Området har de seneste uger været ramt af meget kraftige snefald, og rystelserne fra gårsdagens jordskælv har fået de enorme snemængder til at flytte sig. Vejret er endnu så voldsomt, at ambulancerne ikke kan komme nærmere området end ni kilometer fra hotellet.

- Hotellet skulle ligge ganske øde. Det er meget sigende, hvor svært fremkommeligt det her område er, at redningsfolkene ankom i nat på ski, og det er foregået i mørke og i meget kraftig snefygning, fordi alle veje er spærret, siger Niels Kvale.

Borgerservice oplyser, at de er opmærksomme på sagen, som de undersøger. Om der er danskere i området, vides endnu ikke.