- Min onkels hjem er lige blevet befriet. De er alle i sikkerhed.

Jeg mærkede Inaams begejstring gennem hendes besked til mig over WhatsApp. Og lige efter - tvivlen.

- De siger, det er sikkert. Men jeg kunne ikke få fat i dem i dag.

Inaam er fra Mosul. Hendes familie er fra Mosul. I disse uger fungerer fjernsynet som deres ene lunge. De trækker vejret gennem opdateringer om den militære offensiv mod Islamisk Stat i deres hjemby. Hvert minut følger de, hvilke kvarterer de irakiske specialstyrker indtager. For Inaams onkel og tanter, veninderne, hendes hus, barndomsminderne og katten, befinder sig stadig i Mosul.

- Kan jeg besøge dem, spurgte jeg hende.

Lige så farligt som fronten

Journalistisk ville det være interessant for mig at møde en familie i et nyligt erobrede område for at se, hvordan det er at leve dér. Ofte er Mosuls befriede områder lige så farlige at være i som selve fronten. Og især ville jeg gerne møde familien til Inaam, som jeg har fulgt gennem længere tid.

Jeg måtte gerne komme, sagde hun. Faktisk havde onklen virkelig behov for besøg, skulle det vise sig.

Jeg videresendte koordinaterne på familiens hus til en oberst i de irakiske specialstyrker og spurgte, om han ville tjekke stedet. Obersten var særdeles hjælpsom.

- Det er ikke så langt fra frontlinjen, 800 meter, men det er sikkert, svarede han.

Mangler vand og medicin

I mellemtiden havde Inaam været i kontakt med familien. De havde intet vand. De manglede medicin. Om jeg kunne tage det med? Samtidig læste jeg, at mere end en halv million mennesker i Mosul manglede vand.

Inaams familie var bare én ud af mange i en kritisk situation.

Familien i Erbil købte fire 17,5 liters dunke rent drikkevand og en lille apotekerpose medicin. Klokken 6 om morgenen kørte jeg mod Mosul med vand, medicin, sikkerhedsvest og koordinater til én af de tusindvis af familier, der lever midt i krigen mod IS.

Snigskytter og selvmordsbombebiler

Jeg kunne kun køre til Al Samah kvarteret i Mosul. Derfra tillod de irakiske specialstyrker ikke civile køretøjer. Der var risiko for snigskytter. Selv her i Al Samah var der af og til snigskytter. Og man ville nødig forveksles med IS’ mest foretrukne våben: Selvmordsbombebilen.

Obersten, der havde tjekket koordinaterne, sørgede for en armeret Humvee og tre soldater, som skulle køre os ind i Muharibeen-kvarteret til Inaams onkel. De læssede vanddunkene ind bag i militærkøretøjet.

- Kom her tilbage, når du er færdig, vinkede obersten.

Angreb dagen før

En skytte sad på toppen af Humvee’en, en soldat styrede gennem de smalle gader, mens sidemanden tjekkede koordinaterne på min mobil. Forruden havde allerede modstået flere skud. Det lignede, at en samling edderkopper havde spredt deres spindelvæv ud over den armerede rude.

Se Puk Damsgård køre ind i Mosul i videoen:

Jo længere ind i Mosul vi kørte, desto færre civile færdedes i gaden.

Vi stoppede ved en nyligt oprettet base i et par villaer bag en moské. Soldaterne tjekkede med deres overordnede, om vi kunne køre til familiens hus ved koordinaterne. Den overordnede hoppede selv ind i Humvee’en.

Vi kørte forbi to udbrændte biler.

I går klokken 17, bemærkede den overordnede, angreb to selvmordsbombebiler her. Vi fik ram på dem, fortalte han.

Muharibeen-kvarteret havde kun været erobret i nogle få dage, så der var stadig mange angreb og IS-celler. Ifølge mine koordinater til familiens hus boede de lige rundt om hjørnet fra gårsdagens angrebssted.

Uhyggeligt stille

Soldaterne var anspændte, da de parkerede Humvee’en på den bredere vej.

- Bliv siddende, kommanderede de.

Jeg åbnede køretøjets tunge dør, så jeg hurtigt kunne følge efter dem. Boulevarden lå øde og smadret hen. Tønder, afbrændte dæk, jordvolde, murbrokker og ledninger gjorde gaden til en farlig forhindringsbane.

Soldaterne gjorde tegn til, at jeg kunne stå ud af Humvee’en. Hvor var Inaams onkels hus? Hvor var de civile? Her var uhyggeligt stille.

Tre mænd gik forbi os. Jeg spurgte dem, om de kendte Inaams onkel, Hr. Sultan? De rystede mistroisk på hovedet.

Vi gik fra hus til hus og bankede på. Hver villa var omgivet af høje mure og porte. Ingen åbnede. Stilheden blev brudt af en skudsalve. Jeg tjekkede, om jeg stod akkurat ved koordinaterne. Det gjorde jeg.

Det gik op for mig, at soldaterne var bange for, at IS-celler befandt sig bag murene. Og at familierne var bange for at åbne, når vi bankede på. Jeg spurgte igen tilfældige forbipasserende om de kendte familien. Jeg nævnte flere af deres navne. En mand lyste op, da jeg nævnte "Dina".

- De bor hér, sagde han og pegede mod en lyserød port og skyndte sig videre.

Forskanset i stuen

Vi bankede på. En ældre dame lukkede op. Forvirret og mistænksomt blev hun stående i døråbningen. Jeg fortalte hende, hvem jeg var og spurgte, om jeg var kommet til det rigtige hus. Det var stadig uklart, men hun lukkede mig ind.

Den lyserøde metalport var den eneste barriere mellem gadens seneste krigstraume og årtiers levet liv i et velassorteret Madam Blå-farvet køkken med håndsyede duge og hæklede bamsegrydelapper.

I midten af huset, hvor det var sikrest, havde familien stuvet sig sammen på madrasser med en lille radio og et gasblus til at koge vand til te.

- Det er helt forfærdeligt her. Især om natten. Der er konstant skyderier og bomber, fortalte en ung mand og barnebarn til den ældre dame, Almasa, der havde lukket mig ind. Hans øjne var rødsprængte, de kiggede konstant og ængsteligt rundt i rummet.

Almasas ældste datter hed Dina. Men var tilsyneladende ikke dén Dina i dén familie, jeg ledte efter. Mobilnetværket virkede ikke. Jeg kunne ikke ringe eller skrive til Inaam for flere detaljer.

"Gud har sendt dig"

Familien placerede mig på en sofa i køkkenet. Der lød skud i gaden.

- Gud har sendt dig, udbrød de. Gud har sendt en engel. Vores far er meget syg, fortalte de.

Almasas mand Osama kom til syne i døråbningen med langsomme skridt. Jeg gentog navnene på Inaams familie. De måtte være lige i nærheden. Almasa og Osama havde boet her hele deres liv. I Irak kender man alle sine naboer, hele gaden, dem i de andre blokke, i vest og øst, dem henne ved købmanden og tre gadehjørner væk. De rystede på hovedet.

- Jeg tror ikke, jeg er sendt af Gud. I bor bare på mine koordinater, smilede jeg og gentog:

- Jeg leder efter en vens familie. Er I sikre på, I ikke kender dem?

Angrebet

Det var en mulighed, at koordinaterne var upræcise, så jeg blev siddende i sofaen og lyttede til deres historier. Deres skepsis var forduftet.

Vi kan ikke gå ud og handle ind. Vi har været herinde i flere dage. Der er ikke vand længere, fortalte den unge søn.

Vi foretrækker jo helst at blive i vores hjem. Men vi håber, at området snart bliver mere roligt, sagde Almasa.

Pludselig var det som om luften blev suget ud af Madam Blå-køkkenet. Der lød et enormt drøn. Væggene rystede.

- En selvmordsbombebil, udbrød familien, som om de i løbet af de seneste dage var blevet eksperter på militært isenkram.

Kort efter lød der skud igen. Soldaterne kom ind i køkkenet. Jeg kunne ikke lede mere i kvarteret. Det var for farligt, sagde de. Vi bar vanddunkene ind i køkkenet. Jeg lagde apotekerposen på den håndsyede dug. Soldaterne tilså Osama. Han led af en nyresygdom. Hans hud var gullig. Han så træt ud som en 1.000-årig.

- Vi bliver nødt til at køre ham til felthospitalet, beordrede den overordnede: Han skal i behandling.

Hellere dø hjemme

Familien fik travlt med at pakke en taske til Osama og hans hustru, der besluttede at tage med for at støtte ham. Jeg blev kysset og krammet og takket for at være kommet. Børnebørnene græd, fordi bedsteforældrene gjorde klar til at forlade huset.

- Skynd jer, beordrede soldaterne. Vi kan ikke vente længere. Jeg fik en mistanke om, at skudsalverne ikke så langt herfra gjorde dem utrygge.

Osama og Almasa krammede og holdt fast i familien en sidste gang i forhaven, inden de på forsigtige ben steg ind i Humvee’en.

Jeg sad imellem de to ældre på et sæde, der ikke fandtes, med bagdelen placeret ved siden af nogle større våben, som soldaterne brugte til at forsvare sig mod selvmordsbombebiler.

Almasa greb min hånd og holdt den fast i sin. Hun stirrede ud af spindelsvævsvinduerne. På det spor af ødelæggelser krigen mod IS uvægerligt efterlader sig. Soldaten bag rattet fortalte, at der helt sikkert var flere ældre i området som Osama, der havde brug for hjælp, men at de ofte ikke gav sig til kende over for soldaterne. At de hellere ville dø hjemme end sidde i en flytningelejr eller på et hospital langt fra familien.

Vi ankom til et af Mosuls felthospitaler. Militærlægerne tog sig straks af Osama.

Bor overfor

Jeg kørte tilbage til obersten som lovet.

- Kunne du føle trykket, spurgte han og fortsatte:

Selvmordsbombebilen sprængtes lige rundt om hjørnet fra, hvor du opholdt dig. Nå, men hvordan gik det?

Nu hvor telefonen virkede igen i Al Samah kvarteret, skrev jeg med det samme til Inaam. Jeg havde fundet en familie. Men ikke hendes. Jeg beskrev situationen. Og sendte hende et billede af Osama og Almasa i håbet om, at hendes onkel alligevel boede i nærheden.

- De bor overfor. De kender dem, skrev Inaam senere en smule oprevet.

Efterfølgende fulgte et drama. Hendes onkel havde banket på hos Osamas familie for at bede om noget af det vand, de havde modtaget. De havde ifølge Inaam fået én dunk ud af de fire.

Dagen efter ringede jeg til Almasa og Osama for at tjekke, om de havde nået et rigtigt hospital uden for Mosul. De var nu på sygehuset i Erbil, og Osama var i behandling. Jeg kørte forbi for at se, hvordan de havde det. Og jo, fortalte, Almasa, hun kendte udmærket Hr. Sultan. Jeg måtte undskylde og tilgive hende. Hun var bange for, at jeg ville forlade dem inde i Mosul, hvis hun havde fortalt sandheden. Hun greb min hånd.

Det var krigens desperation i sin reneste form. Et udslag af at leve i den totale magtesløshed, indtil der pludselig skete noget uventet, der kunne hjælpe ens elskede før naboen. Og som Inaam overbærende skrev senere:

- Jeg er glad for, at du i det mindste fandt en familie.

Inaam er ikke hendes rigtige navn. Hun ønsker kun at få sit rigtige navn frem, når hele hendes familie er i sikkerhed i Mosul. Hendes navn er redaktionen bekendt.